Aases kampdag

Af Aase Hansen Jensen, kantineleder

Så er det 1. maj igen. Derfor tager jeg min røde hat på lige fra morgenstunden. Jeg er nemlig en hattepige. I kantinen på BJI-fiber, hvor jeg arbejder, har de vænnet sig til, at jeg har hat på, når vi skal fejre noget.

Det er også dagen, hvor radio-stationerne og morgen-tv tager fat på deres 1. maj vittigheder. Det er alle de sædvanlige vittigheder om sultens slavehær og mænd med røde seler, der drikker bajere i fri luft. Hvad skal vi velnærede arbejdere og velfærds danskere med 1. maj? Er der overhovedet noget at fejre?

Det starter som regel kl. 6.00 og ebber ud lidt efter de sene nyheder. Nogenlunde samtidig med, at jeg kommer hjem igen og smækker mine velnærede pusselanker op i min velfærdssofa. Og lægger min 1. maj hat tilbage til mine andre hatte.

Klokken er 6.45. Af sted med mig. En lang 1. maj venter forude. Jeg har lige åbnet fordøren til min kære trofaste Micra, da jeg hører en hvæsen bag mig. Det er Storno. Min sure nabo.
Han stirrer forbitret på min røde hat.
- Nå, du synes måske der er noget at fejre, snerrer han.

Han skal have lov til at slippe galden løs. Jeg kender ham jo. Han har glædet sig til at brokke sig, siden han stod op. Han har spejdet længselsfuldt og ventet på, at jeg kom forbi hans vinduer. Så snart han har anet skyggen af min røde hat, er han pilet ud. Veloplagt og parat til at levere dagens første møgfald.

Vi har været naboer i 11 år, så jeg kender også hans 1. maj-svada ud og ind.
Han lægger altid ud med at brokke sig over, at der er nogen, der har været glade inde i hans fjernsyn. Det kickstarter ham hver morgen.
Så åbner han for posen og fortæller mig, hvordan han ser på verden.

Nå ja, fortæller og fortæller - det er måske at være så venlig igen. Råbende holder han et foredrag om, hvad han, Storno - tidl. postbud - mener om dit og dat.
I dagens højtidelige anledning er det så 1. maj, det går ud over:

De danske arbejdere kan ikke længere trække vejret. De er ved at blive kvalt i tryghed og faste arbejdstider. De danske arbejdere må døje med konstant ondt ryggen. Det er fordi de går krumbøjede gennem livet for ikke at blive ramt af den byge af feriepenge og høje lønninger, der regner ned over dem. De har buler i nakken af alle de velfærdsgoder, der bliver kastet efter dem. Og så tager vi lige den med sultens slavehær én gang til og slutter af med de tykke mænd i røde seler, der drikker bajere udendørs.
Han stirrer vredt på mig: Ta’ dog den hat af. Synes du, der er noget at fejre?
- ? 

Synes jeg der er noget at fejre?

Ja, det synes jeg.
Jeg vil gerne fejre, at det står mig frit for at beholde min hat på hovedet, hvis det passer mig.
Jeg vil gerne fejre at jeg, som enlig mor, har forsørget mine børn.
Jeg har forsynet dem og mig selv med både selvrespekt, husly og skolegang. Uden at skulle stå med hatten i hånden.
Hvor i hele verden kan en enlig kvinde det? Ja, jeg spørger bare? Og jeg svarer også selv: Det kan man lige her, hvor jeg bor!

Så, JA, der er noget at fejre.

God 1. maj!

[Se Aases dags-program for 1. maj]  

[Læs Aases yndlingscitater fra Harald Børstings 1. maj-tale på gågaden i Vejle]