Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32D 2300 København S Tlf. 3524 6000
Af Aase Hansen Jensen, k antinemedarbejder, JBI-Fiber
Så blev det kvindedag igen. Den internationale kampdag, som hvert eneste år bliver dømt død af den ene lejr og genoplivet af den anden. De ved ikke, hvad de taler om. Her i Børkop og omegn lever kvindernes kampdag i bedste velgående, og det har den gjort i årevis, kan jeg godt fortælle jer. Så de kan gale op lige så meget de gider ovre i Københavnstrup om, at vi har ligestilling og om hvad unge kvinder gider og ikke gider. Det kan godt være de har fingeren på pulsen, men det er altså os andre, der har hele klør fem i bolledejen.
Jeg har min egen helt personlige tjekliste for, hvornår jeg synes, der er ligestilling, og hvornår der ikke længere er noget, der er værd at kæmpe for. Og inden nogen kommer for godt i gang, skal jeg lige hilse og sige, at listen er alenlang. Og at der kommer nye ting til hele tiden. Den sidstankomne på listen, efter Jørgen Leth og Jens Rohde selvfølgelig, er en reklame fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, hvor bare bryster betalt af skattekroner skal få mænd til at lade være med at køre stærkt i bil. Er det bare mig, der er et stort spørgsmålstegn? Hvornår har bare bryster sidst fået en mand til at køre langsomt? Og hvordan spiller det med vores ligestillingspolitik her i landet?
Det stod altså sløjt nok til i forvejen, hvis der er nogen, der spørger mig. Og vupti, så er vi henne ved et helt andet problem; for det er der sgu ingen, der gør. Kvinder bliver nemlig stadig heller ikke spurgt om særlig meget, med mindre det har med børn og bløddyr at gøre. Om det så er i bestyrelserne, eller på TV eller bare her i den lokale afdeling, så kniber det med at lade damerne komme til orde.
Jeg ved i det hele taget ikke rigtig, hvem det er de tror de narrer, når de siger, vi har ligestilling. Her på JBI-Fiber ligger det hele lidt ligesom i resten af samfundet - og i langt de fleste dobbeltsenge for øvrigt. Mændene øverst og damerne nederst. Ikke mindst når det kommer til lønnen.
De kloge har fundet ud af, at en arbejdsgiver i Europa på en måde får 15 % rabat, når de hyrer en kvinde i stedet for en mand. Samme slags arbejde, bare til en billigere pris. Når man så lægger oveni, at kvinder har 25 % mere i husarbejde, har 300 % større risiko for et par på skrinet derhjemme og 100 % sikkerhed for en ringere pension, så er det for mig efterhånden ret mange procenter, vi har med at gøre.
Så længe det ser sådan ud, så flytter jeg mig ikke en tomme. Og det er mig, der står og kæmper fra nu og til, de skal bære mig ud. Jeg vil hellere skifte underbukser som andre skifter holdninger, ikke omvendt. Her har jeg kæmpet siden jeg var tretten år, for at det lige med et blev lige. Det gør det ikke. Så jeg er stadig helt oppe i det røde felt. Helt igennem rødstrømpe. Helt igennem klar til 8. marts. Faktisk 1040 procent.
Fortsat god kamp.
Links
Klik for at læse om arrangementer 8.marts!
Læs mere om Kvindedagen