Print siden

Ønskeseddel


 

Af Aase Hansen- Jensen. Kantineleder og jule-lyseslukker.

- Hvad ønsker I jer til jul? Spørger min thailandske kollega Paweene i en kaffepause.

Det er pænt af hende, for hun er buddhist og kunne sådan set være rygende ligeglad med vores jul.Men hun er et yndigt væsen og lider af den opfattelse, at kan man gøre andre mennesker godt tilpas, så skal man da gøre det.

Så derfor kommer vi så hyggeligt til at småsludre om vores allesammens ønskesedler til jul her i kantinen på JBI-Fiber.  

- Ønsker du dig en ged i Malawi?- ler hun.

- Ønsker jeg mig en ged i Malawi? Eller en flok høns i Kenya? Årets julegave-hit fra nødhjælpsarganisationerne.  

- Nej, det tror jeg ikke, jeg gør. Nu jeg tænker efter.

Fuld respekt for de mennesker der vil give et fattigt menneske i Afrika en hjælpende hånd i form af et husdyr. Jeg kan sagtens forstå, at det giver mening.

At det føles bedre, at give til nogen der trænger, istedet for at købe noget til os, som i forvejen har alt.

Det er da også lige til at forstå, hvorfor nogen hellere vil give en levende ged i Malawi, istedet for et dødt tøjdyr, der iøvrigt allerede har lavet ulykker nok. Made in China.

Det er slet ikke det.

Jeg forstår det.

Jeg har selv prøvet at mase døren til børneværelset op, i håb om at få lov til at aflevere en gave til min ex-mands efternøler. En snotforkælet velfærds- unge, hvis I spørger mig. Der var allerede fyldt op med  bjerge af plastic-legetøj og elektronik. Ikke så meget som en lillebitte lego-klods kunne der kiles ind.

Jeg har besøgt venner, hvor det var umuligt at sparke sig gennem dyngerne af samtalekøkkener, hjørnesofaer og fladskærme. Hvor det var håbløst, at komme til at føre en samtale om noget som helst andet end gode tilbud og andet discount-ævl.

Jeg har måttet skille mine fredelige og lidt kedelige naboer ad, fordi de var korporligt oppe at slås midt ude på vejen. En lys sommeraften.De kunne ikke blive enige om hvor friværdien skulle placeres.

Jeg har fattet budskabet.

Jeg er enig.

Jeg synes vi har  for meget og andre for lidt.

Det er hamrende uretfærdigt og uanstændigt. Jeg vil meget gerne være med til at lave det om.

Alligevel vil jeg ikke have en ged i Malawi. Ihvertfald ikke i julegave.

Hjemme hos mig bruger vi nemlig ikke godgørenhed ved festlige lejligheder. Jeg er af den gammeldags opfattelse, at hjælpsomhed og næstekærlighed, det er til daglig brug. De som trænger og har mindre end os andre, skal ikke vente på at vi andre holder fest og pludselig synes at vi har lidt til overs.

Måske kommer i tanke om, at vi har noget vi kan undvære. Måske ikke.

Solidaritet det er til hverdag. Ikke noget man tager frem og pudser glorien med i anledning af diverse højtider.

- Ja, ja. Klap lige hesten, - eller geden. Siger Janne, min gode kollega.

- Tror du ikke, at den fattige kvinde i Malawi er totalt ligeglad med dine luksus overvejelser.Det vigtigste er vel at hun får geden. Jul eller ej.

- Enig. Fuldstændig enig!

For kvinden i Malawi er det vigtigste at hun får geden. Alle verdens fattige mennesker skal have alle de geder, de har brug for. De skal have og har krav på ALT der skal til for et anstændigt liv og en god tilværelse. Men jeg kan ikke døje, at så vigtige spørgsmål som sult og overlevelse skal iføres nissehue og vatskæg og gøres spiselige. Det er en glidebane. Det er en glidebane. Det næste bliver vel, at at bingo-værtinder og popsangere skal have en finger med i Ulands-bistanden. Så vi lissom kan få lidt bjældeklang og en fest ud af det, mens vi leger gode. Nej vel? Det er lodret forkert, at omfordeling af verdens goder overhovedet kaldes en gave. En gave! Det er sgu da en menneskeret.

Og menneskerettigheder skal man ikke pakke ind.

             God jul.

Aases ønskeseddel.

- Lily`s Danmarkshistorie.

- Vores allesammens Danmarkshistorie. Den er skrevet af Pia Friis Laneth.

 

************************************** 

Links:

Læs loli.dk's anmeldelse af Lillys Danmarkshistorie

Læs om Ulla Tørnæs forlsag om kendte der skal udpege Ulands-projekter: Popoplysning og udviklingsprojekter 

Læs om Folkekirkens Nødhjælps Gede-projekt: Giv en ged - så blive alle glade!