Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32D 2300 København S Tlf. 3524 6000
Af Aase Hansen Jensen, kantinemedarbejder
Vi må se at få sat skilte op, hvor der står MAD - NU UDEN VINGER. Thai-gryden måtte nemlig blive i gryden hele dagen, fordi folk ikke tør spise fugl mere. Dér stod det stakkels udkogte kræ og simrede lystigt i kantinen. Det så ud som om, nogen havde tegnet en ond cirkel omkring den. Så kunne den være nok så eksotisk klædt ud i kokosmælk, palmemarv og citrongræs. Det hjalp ikke. Folk pilede lige hen i smørrebrødet, hvor de også hoppede over min hønsesalat. Lad mig lige slå fast: Det er rigtigt, at der er nogle hanekyllinger i hovedstaden, der har snydt med hygiejnekontrollen, men det med, at man kan få fugleinfluenza af at spise en sammenkogt ret med kylling, det er altså en and. Det bliver snart svært at få lavet et godt udbud af sund og varieret kost til alle de her travle mennesker på BJI-Fiber. De stiller store krav til frokosten, for de skal jo hjem og ringe efter en pizza til aftensmad. Min mad skal være fedtfattig. Den skal være nærende. Og den må ikke koste noget. Det kan altså ikke gøres uden væsener med vinger. ”Hvor længe bliver I ved med at servere kylling? Har I slet ikke hørt om fuuugle-influenza her i kantinen?” Jeg behøver ikke engang at kigge op. Yes, det er Judith oppe fra Lønningsposen. Hejren har vist selv overskredet sidste salgsdato, hvis I spørger mig. Hendes humør er i hvert fald muggent. Sådan er hun altid, for en sikkerheds skyld. I kender sikkert typen. ”Du har ret”, svarer jeg bare, når jeg ikke gider mere. Dagens ret. Judith elsker at være hunderæd for et eller andet. Helst noget med mad, for så er hun i farezonen fra hun står op til hun går i seng. Det giver hende spænding i hverdagen, og krølle på halen. Hendes skrækliste er lang som smørrebrødssedlen hos Ida Davidsen. En periode var hun bange for hindbær. Inden det skulle hun lige sikre sig, at vores æg var så hårdkogte, at man kunne bruge dem som golfbolde. Op til en jul var det dræber-fignen, hun var på udkig efter. Og så var det kogalskaben i England. Den gjorde, at hun vinkede farvel til den danske hakkebøf og alle dens dejlige, bløde løg. Altså, må jeg lige slå fast: Jeg ser det som min fornemmeste opgave at servere ordentlig mad for folk efter de strengeste hygiejne-påbud. Det er ikke et skummelt baggårds-pizzeria, jeg kører, men en moderne kantine, der bespiser 400 mennesker hver dag. Jeg forstår sådan set godt Judith, for efterhånden er det jo sådan, at hvert år har sin fødevareskandale. Men hun må stole på Mutter her. Så længe vi ikke kan regne med fødevaremyndighederne, må vi jo selv bruge indersiden af hovedet, ikke? Og jeg skal nok sørge for, at der ikke er nogen i Polen, der har tisset på de hindbær, jeg serverer. Min medister er kogt, inden den bliver stegt. Jeg taler jysk til mit oksekød. Og mine kyllinger, de er så friske, at en erfaren dyrlæge hurtigt ku’ få dem på benene igen. Velbekomme!
Fakta:Se Danmarks Fødevareforsknings hjemmeside om fugleinfluenza.Læs Sunhedsstyrelses FAQ om smittefare.Følg Aases tip: Vask hænder. Hele tiden. Brug flydende sæbe. Så enkelt er det.