Landbesidder

Penge? La’ far om det!

Af Aase Hansen Jensen, kantinemedarbejder

Jeg ejer 687 kvm. Jeg ejer jord. Jeg er landbesidder. OG husejer.
 
Det lyder måske ikke af noget særligt her i parcelhusets moderland. Men det klæ’r mig. Det klæ’r mine tæer at begrave sig i det grønne græs. Det klæ’r mine kinder at få ungpigekuløren igen. Og så klær det altså kvinder at eje jord. Vi er næsten ingen, der gør det. 1 procent – én eneste procent - af al jord, på verdensplan, ejes af kvinder.
Derfor er jeg så stolt og glad for mine 687 kvm parcelhushave med tilhørende gulstensrækkehus. Og tilstoppede tagrender.
 
Her på parcellen har tre styks præmie Hansen-Jensen’er trådt deres små, fede barnesko. Her har min eksmand Kurt luftet sin brede bringe, mens han byggede terrassen og vores tilværelse op. Og her har vi sammen bidt i græsset - og i det sure æble: Vi blev skilt efter 18 års ægteskab. 
 
Der har også været mange plæneforestillinger: Vores yngste søn, Mads, blev lavet under syrenen nede i hjørnet. Det skete en august-nat for 16 år siden.
Vi har holdt statsbegravelser her for ungernes elskede kaniner - Anker, Svend og Mogens. Og den dag i dag fodrer jeg mine fugle hver morgen kl. 6.10, inden jeg kører af sted på arbejde. På det tidspunkt ligner jeg godt nok et fugleskræmsel, men det lader de sig ikke afskrække af, mine fjedrede venner. De møder trofast op til buffet på parcellen, Solsortevej 12.

Et hus er en daglig glæde, og det gi’r en lun og tryg fornemmelse af at spare op.
 
”Spare op”, fnyser Janne. Hun er min unge kollega i kantinen her på BJI Fiber. ”Altså, sådan noget med pension og den slags, det er så kedeligt at det støver. Gaaaaab. Det minder mig om, at jeg bliver gammel engang. Og det gider jeg altså slet ikke tænke på.”
 
Janne er 38 – og jeg synes, det er meget forkert, at hun overlader alt det med penge til sin mand. Nu er jeg selv et glimrende eksempel på, at ægteskabet ikke varer evigt, og heller ikke kan bruges som pensionsopsparing. Pludselig en morgen vågner man og vips, så kan både mand og opsparing være væk. Og så står hun der, Janne, med udsigt til en alderdom på kattemad og en fodrejse til nærmeste discount-marked som ugens store udflugt. Men hun skal da være velkommen til en grillbøf her på parcellen.
 
Men Janne er jo ikke alene. Det er jo sådan, at hver gang stoooooore, svææææære ord som formuefordeling, pensionsopsparing og fælleseje bliver nævnt, så styrter kvinder ud i køkkenet for at sætte vand over til en galopkringle. De giiiiiiider nemlig ikke snakke om den slags. Det er alt alt for kedeligt. Så når kvinder bliver gamle en dag – og det må vi da håbe, de gør, for hvad er alternativet?? – ja, så står de der med de grå lokker i postkassen og har ikke råd til så meget som en hennaskylning.
 
Der er kun én løsning på dette problem. Næste gang, der dumper en rigtig kedelig kuvert ind ad brevsprækken og du kan se, den enten er fra banken eller pensionsselskabet, så sæt trygt vand over. Og mens kedlen knurrer, så åbner du med højre hånds pege- og tommelfinger brevet i et snuptag … og læser, hvad der står.
 
Sådan har jeg selv gjort. For mit nye motto, det er: ”Hellere fast grund under fødderne end jord i hovedet”.