Print siden

Glansen af skt. Gertrud


Af kantinemedarbejder Aase Hansen Jensen

Jeg bliver SÅ stolt på mit kvindekøns vegne, når jeg kigger mig omkring, og ser alle de dygtige piger der sidder på vigtige poster rundt i Danmark: Dagplejemødre. Social- og sundhedsassistenter. Hjemmehjælpere. Rengøringsdamer. Kassedamer. Og ikke at forglemme kantinedamer - mig selv inklusive. Men: Jeg bliver SÅ rasende over at læse, at der ikke er ’prestige’ i vores job.

 Over 2000 danskere er for nylig blevet spurgt, hvilke job i Danmark, der har mest prestige. Prestige? Hvad vil det egentlig sige? At de får en meget bedre hyre end mig, kan jeg godt regne ud.

Men hopper almindelige mennesker ned i rendestenen, når de passerer prestige-mennesker på fortovet?  Får de automatisk mere ost på pizzaen henne på grillbaren? Står prestige-starutterne nærmere Gud? Ja, måske: Øverst på listen ligger nemlig piloter, og de suser jo tit rundt oppe i det høje. Men derefter kommer så advokater, praktiserende læger, hospitalslæger, forskere i privat virksomhed, universitetslektorer, jordemødre, arkitekter, tandlæger, civilingeniører, programmør/systemudviklere og som nr. 12: Psykologer.

Det kan godt være, jeg skal til psykolog og have min øverste etage undersøgt, for det eneste erhverv på listen, der efter min mening fortjener prestige, det er jordemødrenes. De bringer menneskeheden ind i verden og de støtter barslende kvinder i deres livs vigtigste stunder. Mens de gange, jeg har besøgt en advokat, har jeg fået lyst til at gå i min mor igen. De har talt et fiset paragraf-dansk og været alt for dyre i drift. Og tandlæger? Min tandlæge er en flink dame, men der er ikke mere prestige, når hun roder i min undermund, end når min mekaniker, Allan, roder i undervognen på min Toyota.

Der kommer flere og flere kvinder i de hersens prestigejob. Faktisk er kvinder i overtal blandt advokater, hospitalslæger, arkitekter, tandlæger og psykologer. Af hele mit hjerte: Flot klaret, piger! Men mit faglige arbejde har lært mig at være skeptisk, så jeg bringer en advarsel: Prestige eller ej - når der er overtal af kvinder i et fag, så fiser luften ud af badedyret. Glansen går af Skt. Gertrud. Det bliver et ”kvindefag”. Løngennemsnittet falder. Og uha-uha: Så holder endnu flere mænd sig væk. I stedet piler de ind på områder, hvor pengene er bedre. Min egen søn, Morten, en dejlig dreng med tandbøjle og pletvist rødbedefarvet hår, han går på HTX den tekniske gymnasielinje. Han vil nemlig være en stor kanon i computerbranchen, for her sidder kronerne løst. Der ér mange piger i gymnasiet i dag – men bare ikke på HTX. Her er der fire gange så mange drenge som piger. Drengene ved nemlig, hvor pengene ligger.

Okay. Nu sidder I dér ved skærmen og tænker: Hvad er der galt med hende Aase Hansen Jensen? Rabler det for mig, en 48-årig, skrivelysten, lettere overvægtige kantinedame på Vejle-virksomheden BJI Fiber, fraskilt med en hjemmeboende søn i typehus på koteletgrund? Har vi ikke ligestilling i det her land? Er mænd og kvinder ikke lige gode?

Jo, da. Og derfor ville det være så skønt, hvis vi kunne være lige gode sammen. Hvis der kom flere mænd i nulprestigejob som mit. Så der blev kasseherrer, kantineherrer og rengøringsherrer. Kan I høre, hvordan det knitrer af mere i lønningsposen?

 

************************************************

Links

Se listen over prestigefyldte jobs hos Ugebrevet A4

Læs artiklen "Et proletariat af mænd"