Uuuuh-uuuuh, er der nogen, der kan se mig?

Halløj, er der nogen? Det er Aase Hansen-Jensen, der kalder. Det er slet ikke sikkert, at du kan få øje på mig, for jeg står og vinker her helt nede på bunden af rangstigen. Nogen har lavet en liste over, over hvilke jobs, der giver prestige, og hvordan man fører sig frem her i kongeriget. Det hedder eliten her i Køkkenland. I den anledning har jeg opdaget, at mit job, min uddannelse, min løn, mit køn, mit liv og min lykke slet ingen point giver. Jeg er gennemsigtig og har gennemslagskraft som en vandmand. Hvem skulle have troet det, med det hoftemål? Det er sgu et helt under, at jeg stadig kan få øje på mig selv i spejlet.

Og her har jeg ellers gået og haft det rigtig godt med at være mig. Jeg har ligefrem hygget mig med at være Aase Hansen-Jensen. Stolt af mit fag, af mit job, mine unger og min baggrund. Jeg har klaret skærene, skåret kagen og plukket de høner, jeg skulle. Troede jeg. Indtil den liste dukkede op. For at komme ind på listen skal man for det første have en lang uddannelse og man skal bo i nærheden af Hovedstaden. Man skal også have en lang en mellem benene og helst gå med uniform på arbejdet. Og kitler gælder ikke, Fru Hansen-Jensen. De giver kun points som uniformer i pornofilm. Så der er ikke meget elite over mig.  Hvad kan man stille op? Spørger en åbenbart forhenværende lykkelig kvinde sig selv.

Den eneste måde, man kan springe ind og op ad stigen på ranglisten uden at have det hele på forhånd, er ved at komme i fjernsynet. Det er jo ikke forbi man ikke kunne lære en splejset Tv-værtinde at lave noget ordentlig mad, så hendes kindben ikke skærer hul i huden, eller lave lidt kokkeskole, så det går op for folk at de sgu ikke behøver at ringe efter rå fisk fra Japan for at få et lækkert fiskemåltid. Men almindelige mennesker skal kun i fjernsynet, hvis de gider lade det hele hænge ud af skabene. Og der siger jeg pænt nej tak. Nå, så har det måske ingen interesse? Det er også godt det samme, for jeg har dem der fra eliten til at tage sig af mig og min fremtid. For det er stort set de samme, der skal stå for forhandlingerne her til overenskomsten. Det varmer mig sgu om hjertet. At folk, der ikke har en fløjtende fornemmelse af, hvordan det er at være en Aase, alligevel gider sidde til langt ud i natten og forhandle for mig. Jeg er sgu glad for, at der sidder 50 kubikmeter mandfolk omkring et bord udrustet med deres sædvanlige medfølelse, indsigt og intuition.

  Man kan da ikke være andet end taknemmelig for at der er nogen der på mine vegne har indset, at der ikke også kan blive lønfest til sådan nogen som mig. Den store 10-retters menu har varet længe nok. Her stod jeg ellers klar til at trække i gallatøjet og tage for mig af retterne og så er det allerede slut? Så er det da rart at vide at det er til mit eget bedste. For tænk nu, hvis økonomien bryder sammen her, hvor vi bare lige skulle have de sidste med? Det er noget af et sammentræf, ikke? At dem med de lange, også har fat i den lange ende, når det gælder mit liv? Men hvad fanden ved bønder om agurkesalat?

Links:

Tips: Opskrift på agurkesalat

Et godt køb!:  Kitler i friske farver

Artikler fra Ugebrevet A4

Danskernes nye rangorden

Kvindes uddannelsesvej til eliten ender blindt  

Eliten er en lukket fest