Print siden

LO's Ligestillingsregnskaber


Denne loli.dk side indeholder informationer om LO's ligestillingsregnskaber og om udarbejdelsen af dem.

 

Download ligestillingsregnskab for 2006, 2005 og 2004

 

Her kan du læse kort om LO's to ligestillingsregnskaber

Aktiv handling skal sikre ligestilling
 
LO's ligestillingsregnskab for 2005 peger på nye veje til at styrke kvinders repræsentation i fagbevægelsen

LO og fagforbundene er klar til at sætte handling bag ordene for at skabe øget ligestilling mellem kvinder og mænd på alle niveauer i fagbevægelsen.
På sit møde fredag vedtog hovedbestyrelsen en række anbefalinger, der for alvor skal sætte fokus på ligestillingsarbejdet.  Det kræver mere viden og uddannelse af både valgte og ansatte.  Men især lægges der vægt på, at der rundt om i organisationerne skal opstilles konkrete mål for en mere lige kønsrepræsentation.  Det er nødvendigt, for at det efterfølgende kan måles, om de aktiviteter, der sættes i gang, har haft effekt.
Debatten i hovedbestyrelsen tog afsæt i LOs' ligestillingsregnskab for 2005, som meget minutiøst opgør forholdet mellem kvinder og mænd i LO og de enkelte forbund.  Regnskabet er et resultat af den ligestillingsindsats (kønsmainstreaming), som blev vedtaget på LO-kongressen i 2003.  Sammenlignet med det første ligestillingsregnskab for 2004 er der ikke sket de store ændringer.  Men det ny regnskab giver en række vigtige strømpile for, hvor og hvordan der kan sættes ind for at rette op på de skævheder, som tallene afdækker.
 
Et langt, sejt træk
LO's formand Hans Jensen erkender, at det ikke er nogen "lille let opgave", fagbevægelsen har stillet sig selv.  - Det bliver et langt, sejt træk at skabe kønsmæssig ligestilling.  Den helt store udfordring er at skabe en mere ligelig kønsrepræsentation i de styrende organer.  Der er dog ingen tvivl om, at vi kan se en stor grøde i aktivitetsniveauet mange steder og ikke mindst i nogle af LO's store medlemsforbund, understreger Hans Jensen.

Han er specielt tilfreds med, at der i 2005 blev fuld ligestilling mellem de tillidsvalgte i LO.  Foruden ham selv er der tale om næstformanden Tine Aurvig-Huggenberger samt to mandlige og to kvindelige LO-sekretærer.  Det håber han vil have en positiv effekt på LO's indsats i forhold til Daglig Ledelse og hovedbestyrelse.  Hans Jensen kan også glæde sig over, at flere forbund og karteller har deltaget i arbejdet med ligestillingsregnskabet - 21 organisationer i alt.
 
Handlingsplaner og budgetter
Det omfattende regnskab ser ikke alene på kønsrepræsentationen, men også på den øvrige fagpolitiske indsats: Er ligestilling medtaget i forbundenes handlingsplaner, hvilke aktiviteter er der gennemført, og er der afsat budgetmidler til dette formål.  På den måde kan ligestillingsregnskabet direkte pege på handlemuligheder både i egen organisation og i fællesskabet.
Regnskabet bekræfter det hidtidige billede af LO-fagbevægelsen som mandsdomineret på de centrale poster. Selv om 49 pct. af LO-medlemmerne er kvinder, og selv om de udgør 43 pct. af de valgte tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, så har de ikke en tilsvarende andel af posterne på de højere niveauer i fagbevægelsen.  Kvinderne sorteres fra allerede på afdelingsniveau, hvor kun 20 pct. af formændene er kvinder.  Andelen er blot en anelse større i forbundenes hovedbestyrelser og forretningsudvalg, og der er kun en - fra 2006 dog to - kvindelige formænd i forbund og karteller/LO.
Regnskabet er påvirket af,  at kun ganske få LO-forbund har en ligelig kønsfordeling.  De øvrige fagforbund er som hovedregel enten mands- eller kvindedominerede. Dertil kommer, at kvinderne er tilknyttet få større forbund, mens de mandlige medlemmer er fordelt på flere, ofte mindre fagforbund.
 
Farer og fordele ved fusioner
Som noget nyt indeholder regnskabet for 3005 et særligt tema om fusioner i fagbevægelsen.  Repræsentanter for de to store fusionerede forbund - 3F, Fagligt Fælles Forbund, og FOA - Fag og arbejde - fortæller om konsekvenserne for ligestilling, når to forbund går sammen i én ny organisation.  Den fælles erfaring er, at der er en reel risiko for, at det underrepræsenterede køn får sværere vilkår.  Derfor er der behov for et særligt fokus på ligestillingen under en fusion.  Det er sket i 3 F gennem en aftale om "fair repræsentation", som bl.a. har sikret en mere lige kønsfordeling i forbundsledelsen.  På samme måde er FOA ved at udarbejde en omfattende handlingsplan for ligestilling.  Kommer den ikke til at virke efter hensigten, vil kønskvotering kunne komme på tale.
 
Kulturen skal ændres
Det ny regnskab er også blevet gransket af flere eksterne "gæste-revisorer".  Blandt andet er direktør Lars Andersen og økonom Anita Vium fra arbejderbevægelsens Erhvervsråd blevet inviteret til at gennemgå tal og kommentarer.  Begge hæfter sig ved det markante underskud af kvinder på kongresserne og i de styrende organer.  En undtagelse er dog 3 F og Teknisk Landsforbund, hvor kvinderne er overrepræsenteret i forhold til deres andel af medlemstallet.
De to økonomer har især to gode råd til, hvordan der kan rettes op på den skæve kønsrepræsentation.  Da det ikke har hjulpet med en bottom up-strategi, som skal sikre ligestilling nedefra gennem mainstreaming og holdningspåvirkning, foreslås det at satse på en anden tilgang.  Det kan ske ved en top down-strategi, hvor den øverste ledelse sender signaler ned igennem systemet for at fremme ligestillingen.
Det er dog ikke i sig selv nok til at vende udviklingen.  Kulturen i fagbevægelsen, som afholder kvinder fra at deltage lige så aktivt som mænd, skal gøres mere attraktiv for kvinderne.  Et af problemerne kan være det store arbejdspres, som nærmest er uforeneligt med et almindeligt familieliv.  Her peger økonomerne fra Erhvervsrådet på, at kulturen kan ændres indefra, hvis der i en periode kommer flere kvinder ind i de styrende organer.  På den måde kan tidsbegrænsede kvoter skabe en genvej til mere ligestilling i fagbevægelsen, lyder det fra de økonomiske revisorer.
 
Læs hele LO's ligestillingsregnskab 2005 (pdf)

Læs Ugebrevet A4's artikel om regnskabet 

---------------------------------------------------------------------------- 

 

LO offentliggør som den første store organisation et ligestillingsregnskab.

                  - Ligestillingsregnskab 2004

Som et led i den ambitiøse ligestillingsvedtagelse fra kongressen 2003 offentliggør LO nu det første ligestillingsregnskab for LO-fagbevægelsen. Regnskabet er for 2004 og det skal fremover laves hvert år.

- Jeg er meget stolt af at kunne præsentere et ligestillingsregnskab for LO-fagbevægelsen. Regnskabet er et kæmpe skridt fremad for ligestillingen, fordi det meget synligt dokumenterer den faktiske tilstand i dag. På den måde får vi konkrete viden og fakta, som aktivt kan bruges til at forbedre ligestillingen i fagbevægelsen, siger LO’s næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.

- Regnskabet afslører, at der er mange ting, der skal arbejdes med, hvis vi skal indfri vores målsætninger. Men med regnskabet viser vi, at vi ikke vil skjule noget, men i stedet synliggøre vores mangler og udfordringer, så vi kan handle aktivt. Det håber jeg, at andre vi lade sig inspirere af, så vi ikke bare kan forbedre ligestillingen i fagbevægelsen, men i hele samfundet, siger Tine Aurvig-Huggenberger.  

Regnskabet indeholder dels tal for kønsrepræsentationen og status for ligestillingspolitikker og -aktiviteter og dels en række gode eksempler på forbundenes arbejde med ligestilling.

I alt 22 organisationer indgår i regnskabet for 2004. Det er de 18 LO-forbund, 3 karteller og LO.

Regnskabets hovedresultater er følgende:

• Kvinder er generelt underrepræsenteret i forhold til andelen af kvindelige medlemmer i organisationerne.

• Kvinderne er generelt mindre underrepræsenteret lokalt end centralt. Det ser bedre ud blandt tillidsrepræsentanterne og i lokalafdelingerne, end i de centrale forbundshuse.

• 10 af de 18 LO-forbund har ligestillings- og/eller familiepolitikker som en del af deres politiske program. Fire forbund og LO har egentlige målsætninger for ligestillingsindsatsen. 

• I seks organisationer indgår ligestilling i personalepolitikken. I otte forbund er ligestilling en faktor ved rekruttering.

• To forbund, et kartel og LO har udarbejdet kønsopdelte lønstatistikker for personalet.

• Selvom kvinder er underrepræsenteret i fagbevægelsens top, er rekrutteringsgrundlaget for kvindelige ledere til stede længere nede i rækkerne.

Læs hele ligestillingsregnskabet 2004

Læs bilag til ligestillingsregnskabet - med forbundsprofiler og eksempler

A4: ”LO-forbund svigter ligelønsstatistik”

A4: ”Fagbevægelsen får ros for ligestillingsinitiativ”