Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32D 2300 København S Tlf. 3524 6000
Fagbevægelsens Leder Uddannelse for Kvinder og Mænd
Er en uddannelse for mænd og kvinder i fagbevægelsen, der gerne vil deltage offensivt i udviklingen af fremtidens fagbevægelse, og som er parate til at lade sig forstyrre, som er parate til at gøre en forskel og parate til at søge efter nye ligestillede ledelsesformer i fremtidens fagbevægelse.
Uddannelsen henvender sig til faglige sekretærer, fagforeningsformænd, næstformænd, A-kasse ledere, konsulenter, ligestillingsudvalgsmedlemmer, bestyrelsesmedlemmer og andre valgte/ansatte i lokale fagforeninger eller forbund/distrikter.
- FLUK M/K er udviklet på baggrund af erfaringerne fra FLUK og FLUK M/K.FLUK mk3 afslutningsrapport 2009-2010FLUK mk2 afslutningsrapport 2008-2009FLUK mk1 afslutningsrapprot 2007-2008FLUK 3 afslutningsrapport 2006-2008FLUK 1 afslutningsrapport 2004-2006 Læs mere om FLUK mk3 på deres egen hjemmeside herHvad kan du bruge FLUK til?
FLUK M/K er en uddannelse der giver dig ”kønsbriller” på i forhold til dit arbejde og dine ledelsesfunktioner, samt klæder dig på til at påtage dig et udvidet lederskab.
FLUK M/K er et forløb, der på længere sigt, kan være med til at udvikle fagbevægelsen til at blive en mere rummelig og demokratisk repræsentativ organisation.
En fagbevægelse, der bliver bedre til at udnytte alle sine menneskelige og økonomiske ressourcer: Både kvinder/mænd og kvinder/mænd med anden etnisk baggrund og uanset seksuel orientering.
I FLUK M/K skaber vi handlemuligheder for at mangfoldighed bliver normalt! Du vil få en række konkrete værktøjer og du vil få viden hvor du ser på din egen funktion og fagbevægelsens udfordringer i et ”helikopterperspektiv”.
Du vil kunne bruge FLUK M/K som en del af din karrierestrategi. De lederkompetencer og den faglige viden, du får på forløbet, samt det netværk, du skaber med de andre deltagere og til det omgivende samfund, vil gøre dig bedre rustet til, at ”gøre en forskel” i fagbevægelsen, i det politiske liv eller på din arbejdsplads.
Du vil også kunne bruge FLUK M/K som en ledelsesmæssig ballast med viden, holdninger og færdigheder om, hvordan man leder og udvikler organisation og samfund.
Forudsætninger for deltagelse
Du skal have mindst et par års erfaring med fagligt/politisk arbejde og have en rimelig viden om fagbevægelsens opgaver og om det politiske system. En viden du kan have fået ved deltagelse på kurser i forbundet eller i fagbevægelsens interne uddannelsessystem.
Du skal desuden have så meget kendskab til edb, at du bruger det som en naturlig del af dit liv og dit arbejde. Det vil sige, at du bruger et tekstbehandlingsprogram som f.eks. word, samt bruger Internet og e-mail.
Du skal være indstillet på at arbejde med et mindre projekt i løbet af perioden. Projektet er ikke tænkt som et længere skriftligt projekt, men er relateret til dit arbejde og i høj grad handlingsorienteret. Du kan altså ikke bare lytte og læse, du skal eksperimentere. Du skal ligeledes være indstillet på hjemmearbejde og på indimellem, at fremlægge oplæg og analyser.
Der vil være mulighed for at tage en eksamen på uddannelsen. En eksamen i ”Ledelse i praksis” på akademimerkonomniveau. Det er frivilligt fra FIU’s side, men dit forbund kan evt. stille krav om det. Det er en sag mellem dit forbund og dig. Melder du dig til eksamen, SKAL du forsøge at gennemføre. Hvis du ikke vil til eksamen skal du følge undervisningen, idet den er helt relevant for valgte/ansatte i fagbevægelsen.
Kompetencemål
Når uddannelsen er slut, kan du mærke en forskel i dit daglige arbejde og organisatoriske virke i forhold til dine erkendelser og din adfærd. Du vil have fået viden og indsigt, samt udviklet holdninger og færdigheder til:
- Fagbevægelsen i et ligestillet fremtidsperspektiv, herunder økonomi
- arbejdsmarkedsforhold
- det politiske system og ligestilling
- mænd, kvinder, ligestilling og mangfoldighed
- internationale udfordringer herunder globalisering og EU
- kommunikere og forhandle i praksis og teoretisk viden herom
- større personlig gennemslagskraft og personlige og faglige målsætninger
- udøve indflydelse og sætte dagsordener fra din position
- ledelsesteorier i et kønsperspektiv
- kultur og ligestilling samt udvikling af din egen organisation ud fra den viden
- mainstreaming som værktøj
- aktuelle fagpolitiske udfordringer - også i et kønsperspektiv
Ligestilling er et omdrejningspunkt i alle faglige emner.
Du skal være indstillet på, at det er nødvendigt at arbejde selvstændigt og med ansvar for egen læring. Der er masser af tilbud og muligheder på uddannelsen. Du skal have faglige og personlige ambitioner om udvikling og turde ”at gå på opdagelse” i andre måder at se og gøre tingene på.
Varighed af uddannelsen
FLUK forløber over knap to år – i alt ca. 48 dage.
Uddannelsen er hovedsageligt organiseret som 3 dages seminarer.
Der indgår to uddannelsesrejser af en uges varighed. Hertil kan benyttes ferie, alt efter hvad man aftaler med sit forbund/arbejdsplads. Fra FIU’s side anbefaler vi, at der benyttes ferie til denne form for opkvalificering.
Tilbud om kompetencegivende uddannelse
Det er, som tidligere nævnt, frivilligt om du vil tage eksamen i en kompetencegivende uddannelse eller om du alene vil følge undervisningen.
Under alle omstændigheder får du et FLUK M/K-kursusbevis, såfremt du deltager i mere end 80 % af al undervisning.
Den kompetencegivende eksamen, du kan tage på FLUK M/K er: ”Ledelse i Praksis”, som er en del af akademimerkonomuddannelsen. Ca. 60 timer af undervisningen på FLUK handler under alle omstændigheder om ”ledelse i praksis”.
Vil du have en eksamen og et eksamensbevis i ”ledelse i praksis” skal du skrive et mindre projekt, som du eksamineres i. Det kræver ekstra hjemmearbejde og selvstændighed at tage eksamen. Selve eksamenen tages i sidste semester.
Hvis du udelukkende er interesseret i at få en kompetencegivende uddannelse, og ikke prioriterer netværksdannelse, politik, ligestilling og holdningsdannelse er FLUK ikke det rette for dig.
Arbejdsomfang
Når du deltager på FLUK M/K, skal du bruge ca. 5 timer ugentlig til at forberede dit arbejde her – ud over deltagelse i de planlagte seminarer.
Hjemmearbejdet kobles til dit daglige arbejde og du kan ofte direkte drage nytte af drøftelse og opgaver på FLUK.
Vi arbejder hele tiden med spørgsmål som: Hvordan kan du få øje på denne teori i dit daglige arbejde? Hvordan kan du handle på baggrund af den nye viden? Hvad er udfordringerne i fagbevægelsen og hos tillidsvalgte ligenu?
Introduktionskursus på LO-skolen på Grønland
Hensigten med en hel uges introduktionskursus på LO-skolen på Grønland er, at skabe et godt læringsklima i nogle helt andre rammer end du sædvanlig oplever. Nogle rammer der giver anledning til læring og refleksion over magt, uligestilling, kultur, fællesskab og egen forudindtagethed. Der er undervisning på skolen samt besøg på virksomheder/institutioner i lokalsamfundet. Vi bor på enkeltværelser m/ fælles bad på gangen.
Uddannelsesrejse
Til at belyse temaet ”globalisering” vil der bl.a., indgå en uddannelsesrejse til Ghana. Verdensøkonomien er ved at skifte karakter: Udfordringerne er store og nye.
Vi skal møde såvel regeringsrepræsentanter, som fagbevægelse, andre NGO’er og kunstnere.
Der rejses og indkvarteres under ydmyge forhold på Moree Beach resort Conference Center(www.majovu.com). Direktøren her er tidligere konsulent i KAD, der hjælper med spændende aftaler, besøg, oplæg og kontakter.
Mentorordning
Det vil være muligt at få tilknyttet en mentor f.eks. fra forbundet eller afdelingen. Dette er frivilligt, men hvis du og/eller dit forbund finder det relevant, vil det blive bakket op af uddannelsen, som støtter organiseringen. Der tilbydes en opkvalificering så du og din mentor kan finde gode måder at snakke sammen på. Formålet med mentoren er, at det er en person der støtter dine ønsker med små tips, gode spørgsmål, ”åbner døre”, etc.
Undervisere
Der er to kursusledere på uddannelsen, en mand og en kvinde, som sørger for den røde tråd på alle måder i uddannelsen.
Den mandlige underviser er Per Eisenreich, 3F. Den kvindelige underviser er endnu ikke udpeget.
Evt. spørgsmål kan afklares via mail til: susanne.fast.jensen@3f.dk.
Der vil herudover være mange forskellige undervisere, oplægsholdere, eksperter, kunstnere, forskere, politikere, m.m.
Tilmelding
Ansøgning og deltagelse sker i din fagforening via fagforbundets FIU-system.Økonomi
Prisen fremgår af FIU-sys.
Uddannelsen er arrangeret så der opnås offentligt tilskud til de kompetencegivende dele via AMU og VEU. Det vil sige, at der ydes tilskud til tabt arbejdsfortjeneste og til transportgodtgørelse på de dage, hvor denne undervisning finder sted.
Yderligere oplysninger
Per Eisenreich, 3F på mail: per.eisenreich@3f.dk.
Susanne Fast Jensen, 3F mail: susanne.fast.jensen@3f.dk.
Evt. spørgsmål om økonomi rettes til din fagforening.