Landsorganisationen i Danmark Islands Brygge 32D 2300 København S Tlf. 3524 6000
Et ligestillet samfund findes ikke. Vil man have det, kræver det politisk vilje og strategi. Det siger den svenske ligestillingsekspert Gertrud Åstrøm, som var taler ved en konference om ligestilling, som Fagbevægelsens Interne Uddannelser (FIU) var vært ved først i november.
- Ligestilling er et spørgsmål om menneskelig og politisk vilje. Og der er ikke noget naturligt over om, der er eller ikke er ligestilling mellem kønnene. Det er ikke et resultat, der er kommet ud af historien. Det er en beslutning, som vi udfører hver dag og som vi alle sammen er eksperter i at skabe, sagde ligestillingseksperten Gertrud Åstrøm og fastslog, at der ikke findes noget samfund i hele verden, der er ligestillet.
Det gjorde hun ved en konference, som Fagbevægelsens Interne Uddannelser (FIU) stod bag den 10.-11. november, hvor over 30 medlemmer af en stribe LO forbund var mødt op for at blive klogere på både begrebet mainstreaming, den seneste forskning inden for ligestilling i fagbevægelsen og ikke mindst udveksling af erfaringer om ligestillingsarbejdet i forbundene og ligestillingsudvalgene.
Debatten om ligestilling kører på fuldt drøn i Åstrøms hjemland Sverige, hvor statsministeren for lang tid siden skabte en trend ved at kalde sig feminist. Den svenske regering har i lighed med den danske desuden tilsluttet sig mainstreamingstrategien, det vil sige at man har forpligtet sig til at inddrage ligestillingsspørgsmål i alle love og politikområder. Og svenskerne er samtidig i gang med at lave et stort udredningsarbejde af regeringens ligestillingspolitik, som bliver offentliggjort i august 2005.
Det arbejde bliver ledet af Gertrud Åstrøm, som i den forbindelse også ofte ude at holde foredrag om ligestilling og om hvordan mainstreaming strategien kan bruges, hvis man vil opnå ligestilling i en given sammenhæng.
Også forskningKonference bød også på den seneste forskning i Fagbevægelsens Interne Udannelse (FIU) og LO’s ligestillingsarbejde. Her satte blandt andre ph.d.stipendiat Lise Lotte Hansen fra RUC, fokus på de barriere, der forhindrer kvinder i at nå til tops i fagbevægelsen, mens Karin Sjørup og Peter Ussing fra Center for Lugestillingsforskning (CELI) fortalte om en undersøgelse af, hvordan et mainstreaming projekt i Arbejdsformidlingen har virket. Her var den nedslående bundlinje, at der kønsdiskrimineres i de danske arbejdsformidlinger, og at der er meget stor forskel på om, du får et job, afhængigt af om du er en mand eller en kvinde.
Ligestillingskonferencen, som var FIU’s første, følges op af en lignende konference næste år. Se senere loli’s hjemmeside for yderligere information.
Af Karen Lynggaard