Print siden

Faderskab


 

Fædrenes revolution – om mænd og maskulinitet i en ny tid

Når man skal forstå forholdet mellem mænd, maskulinitet og faderskab, kan det være givtigt at tænke på samfundet som et 2-køns system, hvor ’Omsorgens struktur’ står over for ’Virilitetens struktur’. Dette var budskabet fra den norske psykolog Per Are Løkke, som har skrevet en bog om mænd og faderskab (”Fædrenes revolution – mænd og maskulinitet i en ny tid”, Hans Reitzels Forlag).

’Omsorgens struktur’ beskriver den intimitet og de følelser, der er forbundet med det ”at være nær det nære”. At drage omsorg for andre og orientere sig mod de nære, sociale relationer. Det har traditionelt været kvindernes opgave at være omsorgsgivere for andre, at skabe et rum for barnets vækst og udvikling, at yde støtte og omsorg, når også mænd, syge, gamle og andre havde brug for det.

Faderen kan ses som eksempel på ’Virilitetens struktur’, hvor det maskuline bliver lig virilitet. Mænds identitet skabes ikke i omsorgsstrukturen, men i virilitetens. Ved at være produktiv, aktiv, kreativ, vise initiativ og lave projekter – uden for hjemmet. Virilitetens sprog er: Jeg er, jeg vil, jeg er synlig.

Fædre er splittet mellem omsorgen og viriliteten, er Per Are Løkkes påstand. De to strukturer er nemlig hinandens modsætninger. Overskrider mænd denne grænse, betragtes de som umandige – Far bliver Mor. At drage omsorg skader både drengebørnene og fædrenes virilitet, da der i samfundet er en rædsel for ’det bløde samfund’. Og det er dette, der afholder mænd fra omsorgsarbejdet, er Løkkes diagnose. Også sundhedsvæsenet er med til at sætte fædre på sidelinjen – man tænker ikke på, at mænd skal være med til fødsler mm. At fædre i dag deltager i fødsler og begynder at tage barsel, kan dog være med til at slå benene væk under de gamle strukturer og give rum for nye handlinger.

Per Are Løkke opstiller i forlængelse heraf nogle udfordringer for faderskabet:
- Der skal skabes et nyt maskulinitetsideal, hvor også mænd kan identificere sig med omsorgen.
- Fædre og mødres omsorgsrettigheder må udvides (barsel, barns 1. sygedag mm.)
- Virksomheder må tage ansvar for at også mænd har en familie, altså udvikle en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Afsluttende lagde Per Are Løkke op til diskussion og refleksion med spørgsmålene:
- Hvorfor er forandringsarbejde i børnehaver så svært? – de tror, de laver ligestillingsarbejde, men i virkeligheden genskaber de blot de traditionelle kønsrollemønstre.
- Hvorfor har troen på, at ligestilling er en realitet så stor grobund?
- Hvorfor idealiserer vi ”far med barn på armen”-billeder? På denne måde negligeres fædres problemer med at se sig selv som omsorgsgivere.
- Hvordan gøres omsorgsarbejdet attraktivt for mænd? Mænd skal ville kæmpe om og for det.

 Link til Per Are Løkkes oplæg