Print siden

Nr. 3 2005


Ligestillingsregnskaber

Røde tal på bundlinjen

LO offentliggjorde den 18. april som den første store organisation nogensinde et ligestillingsregnskab. Der var både røde og grønne tal på bundlinjen. Se regnskabet her, som fremover skal laves hvert år. 


 ________________________________

Ligestilling godt på vej i 3F

”Kvinderne er fint repræsenteret i 3F's ledende organer, viser et nyt ligestillingsregnskab. Næste skridt er kønsopdelte lønstatistikker for valgte og ansatte i forbundet”, skriver 3F på deres hjemmeside.
 
Det mandsdominerede SiD har ikke slugt kvindeforbundet KAD med hud og hår, som en del tidligere KAD'ere havde frygtet. I hvert fald ikke når det kommer til fordelingen af kvinder og mænd på de ledende poster i Fagligt Fælles Forbund.

Det viser et nyt ligestillingsregnskab for 3F, som Fagbladet har udarbejdet efter inspiration fra LOs store ligestillingsregnskab.

Kilde: Fagbladet 3F (på 3F's hjemmeside)

Se regnskabet på 3Fs hjemmeside: http://fusion.3f.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050415/LONARB/50415008/1002

 ________________________________

Kvinder i fagbevægelsen har mest magt

For kvinder går den bedste vej til magten gennem fagbevægelsen. Personer som Lillian Knudsen, Bente Sorgenfrey og Tine Aurvig-Huggenberger er i dag blandt Danmarks mest magtfulde kvinder - eller blandt de, der har størst muligheder for at få magt.

En undersøgelse, som DR Penge har lavet, viser, at blandt de 997 mest centrale erhvervsledere i Danmark er 970 mænd og kun 27 kvinder.

Det største sammenhængende kvindenetværk består af ni kvinder, der nærmest alle sammen sidder i toppen af et fagforbund og hovedorganisation.

At det er kvinder fra fagbevægelsen, der har det mest sammenhængende netværk, kommer ikke bag på adjunkt Christian Waldstrøm fra Handelshøjskolen i Århus. Han mener, at det spiller ind, at fagbevægelsen er et forholdsvist stort og etableret apparat, hvor de forbindelser, man skal have for at bevæge sig op i hierarkiet, primært skal være interne.

Tine Aurvig-Huggenberger, der er næstformand i LO, er selv bevidst om det netværk, hun er blevet en del af.

- Det betyder, at jeg hele tiden er opdateret på informationer. Det er også et sted, hvor man kan afprøve synspunkter, og man kan læsse af, siger Tine Aurvig-Huggenberger til radiomagasinet NyhedsXpressen.

Hun mener ikke, det er en tilfældighed, at det er i fagbevægelsen, man ser kvindenetværk.
- De kvinder, der er i toppen af fagbevægelsen, har kæmpet en hård kamp for at komme derop. De er trænet i at skabe netværk og alliancer undervejs. Det er noget helt andet end i erhvervslivet, fordi fagbevægelsen er en organisation, hvor du skal vælges af kompetente forsamlinger. I erhvervslivet er du til ansættelsessamtale. Ligheden består i, at du skal have bevidstheden om, hvor de interessante job er. Ligesom i erhvervslivet kan netværk her være en god hjælp, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Tine Aurvig-Huggenberger peger også på, at det er blevet nemmere for kvinder at komme frem indenfor fagbevægelsen, fordi LO har en målsætning om ligestilling i organisationen.

Af Karsten Christensen (NET-Redaktionen)
__________________


Ligestilling i fagbevægelsen - notater

Igennem de sidste 3 år er der blevet skrevet tre forskellige forskningsrapporter om køn og ligestilling i fagbevægelsen. Med fokus på forskellige niveauer giver de tilsammen et bredt og nuanceret billede af barriererne for ligestilling i fagbevægelsen og på arbejdspladserne. Vi har fået de 3 forskere Lise Lotte Hansen, Jo Krøjer, og Pernille Tanggaard Andersen til at skrive et let tilgængeligt sammenkog af deres hovedkonklusioner.

______________________


Ny ligestillingsordfører hos Socialdemokraterne

Socialdemokraterne skriver:

Med nyheden om, at Danmark snart skal have en lille prins eller prinsesse er ligestilling kommet på alle danskernes læber. Pludselig er lyset blevet rettet mod den manglende ligestilling angående hvem, der en dag skal være Danmarks regent. Stort set alle partier har siden stået i kø for at gøre opmærksom på, hvor forældet tronfølgerloven er.
 

Men ser vi på danskere uden blåt blod i årene, er regeringen langt mere tøvende.
 
Socialdemokraternes nye ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl kræver derimod politisk handling.

 
- Ligestilling er hjerteblod for Socialdemokraterne. Nok så mange farverige pjecer og fine skåltaler kan ikke bortforklare, at kvinder og mænd hver dag støder ind i barrierer, som ikke umiddelbart lader sig fjerne gennem oplysnings- og informationskampagner og uddannelse – for eksempel når kvinder forgæves forsøger at nå til tops på arbejdsmarkedet, eller mænd ikke tør bede chefen om barselsorlov, siger Kirsten Brosbøl.
 

Konkret mener Socialdemokraterne, at:

- Ligestillingsministeren bør indgå forpligtende aftaler med erhvervslivet om en bestemt andel kvinder på topposter og i bestyrelserne.

- Der skal indføres lovpligtige kønsopdelte lønstatistikker på alle offentlige og private virksomheder med mere end 10 ansatte.

- Mænd skal have 12 ugers barsel med deres børn, og de nuværende to ugers ”fædrebarsel” skal med det samme udvides til seks uger.

- Kommunerne skal etablere kontakt til de mest isolerede indvandrerkvinder.

- Flere indvandrere skal i arbejde - især kvinderne – ved blandt andet at genindføre hjemmeserviceordningen og servicejobs.
 

For ligestilling angår alle borgere i Danmark. Derfor bør det indgå i al lovgivning. Men her har ligestillingsminister Eva Kjær Hansen ikke levet op til sit ansvar. Eksempelvis er kun fire forslag i den samlede lovpakke om kommunalreformen blevet vurderet ud fra et ligestillingsperspektiv.


- Det virker som om, Eva Kjær Hansen selv er blevet tromlet af regeringens tunge drenge. Kommunalreformen er den største omlægninger af den offentlige sektor i nyere tid og alligevel er ligestillingsperspektivet stort set ikke eksisterende. Mere end 75 procent af de ansatte i kommuner og amter er kvinder, så man kunne bestemt have forventet mere end en pjece fra ministerens side. Ministeren har helt svigtet sit ansvar, siger Kirsten Brosbøl. 
   
Fakta om Kirsten Brosbøl:
Navn: Kirsten Brosbøl
Alder: 27 år
Uddannelse: stud.scient.soc, RUC, MA i freds- og konfliktstudier fra Sussex University, UK.
Valgkreds: Skanderborg

Kontaktoplysninger:
MF Kirsten Brosbøl, Socialdemokraterne
Christiansborg
Medlemssekretær: Lene Zwinge Rasmussen tlf. 33 37 41 71
tlf: 33 37 40 67
email: skibr@ft.dk
www.kirstenb.dk

 
_____________________

Tema: Graviditet og ansættelse

Diskrimination under jobsamtaler

Arbejdsgivere kan uden synderlig risiko fravælge yngre, fødedygtige kvinder, når de skal vælge mellem ansøgerne til en stilling i virksomheden. De kan oven i købet slippe godt fra at spørge kvindelige ansøgere, om de planlægger at få børn. Hvis det ikke kan bevises, at
ansøgerne er fravalgt på grund af risikoen for en graviditet, vil det være nytteløst at anlægge sag.

Det siger juridisk medarbejder i HK, Hanne Christensen, til www.3F.dk. Hun får mange henvendelser fra medlemmer, der ønsker at føre sager om diskrimination i jobsamtaler. Men langt de fleste må opgives, fordi de kvindelige medlemmer ikke kan bevise, at de blev fravalgt på grund af deres køn.

- Hvis en kvinde kommer og siger: "Jeg fik ikke jobbet, fordi jeg fortalte, at jeg var gravid". Så vil arbejdsgiveren sige: "Det har jeg aldrig nogensinde lagt vægt på". Og det er jo påstand mod påstand, siger Hanne Christensen.

I de få sager, hvor der har kunnet bevises, at en kvinde er blevet diskrimineret til en jobsamtale, har arbejdsgiveren fået en næse.

Eva Tufte, der er direktør i Mødrehjælpen, kalder det et enormt stort problem, at især kvinder hyppigt spørges, om de planlægger at få børn. Hun har ingen tal for, hvor ofte det sker, men mange kvinder, der henvender sig til Mødrehjælpen, oplyser, at de under jobsamtaler har fået stillet dette spørgsmål.

I Dansk Handel og Service (DHS), der bl.a. organiserer mange virksomheder med kvindeligt personale, siger ansættelsesretschef i DHS, Laurits Rønn, at spørgsmålene til kvinderne ikke udgør noget stort problem.

- Du kan aldrig udelukke, at nogen bruger sådanne oplysninger negativt. Men det er ikke det billede, jeg har af det. Jeg mener tværtimod, at man kan bruge det aktivt til at få et helt billede af det menneske, man ansætter, siger Laurits Rønn.

Både kvinder og mænd har ret til at afvise at svare på spørgsmål om deres familiemæssige fremtid. Men den regel kommer ikke kvinderne til gode, mener Mødrehjælpens direktør.

- Når først spørgsmålet er stillet, så er der en negativ stemning og en afstandtagen. Du skal svare et eller andet meget begavet for at komme over den hurdle, siger Eva Tufte.

Af Karsten Christensen (NET-Redaktionen)

Læs artikel fra 3f: ”Kvinder diskrimineres i jobsamtaler”
http://fusion.3f.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050329/MENNESKER/50328007/1018


117.000 kr. for uberettiget fyring under graviditet

FOA - Fag og Arbejde - har ved retten i Esbjerg vundet en sag på vegne af en social- og sundhedsassistent, der blev fyret efter få ugers ansættelse ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Social- og sundhedsassistenten tilkendes nu en godtgørelse på seks måneders løn - svarende til 117.769,20 kroner.  Selvom social- og sundhedsassistenten var ansat i et tre måneders vikariat og kun havde været ansat få uger, så fandt retten i Esbjerg ikke, at arbejdsgiveren havde bevist, at hun ikke var afskediget på grund af sin graviditet. Social- og sundhedsassistenten havde kort efter sin ansættelse været sygemeldt i nogle dage - dels begrundet i et influenzatilfælde og dels på grund af bækkensmerter som følge af graviditeten.

"Jeg finder det glædeligt, at retten slår kontant ned på disse fyringer, som vi med jævne mellemrum må føre sager på. De offentlige arbejdsgivere kan ikke sige sig fri for at optræde egenrådigt og uden forståelse for gravide medarbejdere ," siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Han hæfter sig ved, at loven om omvendt bevisbyrde i graviditetssagerne lever op til sit formål - nemlig at beskytte gravide medarbejdere – og derfor i en række tilfælde er faldet ud til de afskedigedes fordel.

"Det er der også brug for. Det har desværre været reglen, at kvinder skulle straffes flerdobbelt på grund af deres graviditet - både med risiko for fyring og for eksempel med manglende pensionsindbetalinger i barselsperioden. Det sidste har vi nu også fået rettet op på her fra 1.
april 2005, hvor det nye overenskomstforlig fastlægger, at der indbetales pension i barselsperioden," siger Dennis Kristensen.

Link: www.foa.dk


Status over klager vedrørende forskelsbehandling i 2004

Ligestillingsnævnet har netop udsendt årsberetningen for 2004 og heri er det muligt at læse om nævnets afgørelser på klager om forskelsbehandlinger pga. køn på arbejdsmarkedet.
I 2004 modtog nævnet 85 henvendelser, hvoraf 43 var klagesager og der blev truffet afgørelser i 26 sager. Mange af dem omhandler, som ovenfor skitseret, fyringer i forbindelse med graviditet og barsel.
Alle kan gratis klage til Ligestillingsnævnet, hvis man føler, at man har været udsat for forskelsbehandling.
Læs alle nævnets afgørelser i fuld ordlyd på www.ligenaevn.dk, hvor årsberetningen også kan downloades.


_______________________


Udflytning

Kvinder hårdest ramt af udflytning. Når virksomheder fyrer ufaglærte, rammer det især kvinderne, og ledigheden er dobbelt så stor som blandt mændene. Forkert og for lidt efteruddannelse, forklarer AUC-forsker Hanne Dauer til 3F.dk.

Hun har redigeret en rapport, som kan downloades hos 3F:

”Kvinder mellem uddannelse og arbejde - Hvidbog om barrierer for kortuddannede kvinders deltagelse i erhvervsfaglig uddannelse”, 125 sider, 2004.

Link til 3F og rapporten:
http://fusion.3f.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050404/LONARB/50404004/1002

________________________________

Internationalt

Fransk jurist: Gå til domstolene, piger!

IBM i Frankrig er blevet dømt for kønsdiskrimination, fordi mænd og kvinder ikke har samme karriereudvikling. I princippet kan lignende sager føres i Danmark, for det juridiske grundlag er EU-direktiverne om ligestilling.

Af Birthe Pedersen, FORUM.

__________________________________

Aktivitetskalenderen

19. maj:  Køn og Arbejdsliv – konference på LO-Skolen

1. juni:  En køn reform? En høring om strukturreformens konsekvenser og muligheder

14. juni:  Infomøde om FL

7.september: Mænd og ligestilling – LOs årlige ligestillingskonference